skælla

See also: skälla

Old Swedish

Etymology 1

From Old Norse skella, from Proto-Germanic *skellaną.

Verb

skælla

1. to resound, to rattle, to chatter

Conjugation

Conjugation of skælla (strong)

	present				past
infinitive	skælla				—
participle	skællandi, skællande				skullin
active voice	indicative	subjunctive	imperative		indicative	subjunctive
iæk	skæller	skælli, skælle	—		skal	skulli, skulle
þū	skæller	skælli, skælle	skæll		skalt	skulli, skulle
han	skæller	skælli, skælle	—		skal	skulli, skulle
vīr	skællum, skællom	skællum, skællom	skællum, skællom		skullum, skullom	skullum, skullom
īr	skællin	skællin	skællin		skullin	skullin
þēr	skælla	skællin	—		skullu, skullo	skullin
mediopassive voice	indicative	subjunctive	imperative		indicative	subjunctive
iæk	—	—	—		—	—
þū	—	—	—		—	—
han	—	—	—		—	—
vīr	—	—	—		—	—
īr	—	—	—		—	—
þēr	—	—	—		—	—

Descendants

• Swedish: skälla

Etymology 2

From Old Norse skella, from Proto-Germanic *skallijaną.

Verb

skælla

1. to bark
2. to scold

Conjugation

Conjugation of skælla (weak)

	present				past
infinitive	skælla				—
participle	skællandi, skællande				skælter
active voice	indicative	subjunctive	imperative		indicative	subjunctive
iæk	skællir	skælli, skælle	—		skælti, skælte	skælti, skælte
þū	skællir	skælli, skælle	skæll		skælti, skælte	skælti, skælte
han	skællir	skælli, skælle	—		skælti, skælte	skælti, skælte
vīr	skællum, skællom	skællum, skællom	skællum, skællom		skæltum, skæltom	skæltum, skæltom
īr	skællin	skællin	skællin		skæltin	skæltin
þēr	skælla	skællin	—		skæltu, skælto	skæltin
mediopassive voice	indicative	subjunctive	imperative		indicative	subjunctive
iæk	skællis	skællis, skælles	—		skæltis, skæltes	skæltis, skæltes
þū	skællis	skællis, skælles	—		skæltis, skæltes	skæltis, skæltes
han	skællis	skællis, skælles	—		skæltis, skæltes	skæltis, skæltes
vīr	skællums, skælloms	skællums, skælloms	—		skæltums, skæltoms	skæltums, skæltoms
īr	skællins	skællins	—		skæltins	skæltins
þēr	skællas	skællins	—		skæltus, skæltos	skæltins

Descendants

• Swedish: skälla