vænda

See also: vända

Old Swedish

Etymology

From Old Norse venda, from Proto-Germanic *wandijaną.

Verb

vænda

1. to turn (direction)
2. to change
3. to translate
4. to use

Conjugation

Conjugation of vænda (weak)

	present				past
infinitive	vænda				—
participle	vændandi, vændande				vænder
active voice	indicative	subjunctive	imperative		indicative	subjunctive
iæk	vændir	vændi, vænde	—		vændi, vænde	vændi, vænde
þū	vændir	vændi, vænde	vænd		vændi, vænde	vændi, vænde
han	vændir	vændi, vænde	—		vændi, vænde	vændi, vænde
vīr	vændum, vændom	vændum, vændom	vændum, vændom		vændum, vændom	vændum, vændom
īr	vændin	vændin	vændin		vændin	vændin
þēr	vænda	vændin	—		vændu, vændo	vændin
mediopassive voice	indicative	subjunctive	imperative		indicative	subjunctive
iæk	vændis	vændis, vændes	—		vændis, vændes	vændis, vændes
þū	vændis	vændis, vændes	—		vændis, vændes	vændis, vændes
han	vændis	vændis, vændes	—		vændis, vændes	vændis, vændes
vīr	vændums, vændoms	vændums, vændoms	—		vændums, vændoms	vændums, vændoms
īr	vændins	vændins	—		vændins	vændins
þēr	vændas	vændins	—		vændus, vændos	vændins

Descendants

• Swedish: vända