sprængia

Old Swedish

Etymology

From Old Norse sprengja, from Proto-Germanic *sprangijaną.

Verb

sprængia

1. to cause to burst

Conjugation

Conjugation of sprængia (weak)

	present				past
infinitive	sprængia				—
participle	sprængiandi, sprængiande				sprængder
active voice	indicative	subjunctive	imperative		indicative	subjunctive
iæk	sprængir	sprængi, sprænge	—		sprængdi, sprængde	sprængdi, sprængde
þū	sprængir	sprængi, sprænge	spræng		sprængdi, sprængde	sprængdi, sprængde
han	sprængir	sprængi, sprænge	—		sprængdi, sprængde	sprængdi, sprængde
vīr	sprængium, sprængiom	sprængium, sprængiom	sprængium, sprængiom		sprængdum, sprængdom	sprængdum, sprængdom
īr	sprængin	sprængin	sprængin		sprængdin	sprængdin
þēr	sprængia	sprængin	—		sprængdu, sprængdo	sprængdin
mediopassive voice	indicative	subjunctive	imperative		indicative	subjunctive
iæk	sprængis	sprængis, sprænges	—		sprængdis, sprængdes	sprængdis, sprængdes
þū	sprængis	sprængis, sprænges	—		sprængdis, sprængdes	sprængdis, sprængdes
han	sprængis	sprængis, sprænges	—		sprængdis, sprængdes	sprængdis, sprængdes
vīr	sprængiums, sprængioms	sprængiums, sprængioms	—		sprængdums, sprængdoms	sprængdums, sprængdoms
īr	sprængins	sprængins	—		sprængdins	sprængdins
þēr	sprængias	sprængins	—		sprængdus, sprængdos	sprængdins

Descendants

• Swedish: spränga