flængia

Old Swedish

Etymology

From Old Norse flengja, from Proto-Germanic *flangijaną (“to beat, whip”), from Proto-Indo-European *pleh₂k- (“to beat”).

Verb

flængia

1. to tear off, to skin, to flay

Conjugation

Conjugation of flængia (weak)

	present			past
infinitive	flængia			—
participle	flængiandi, flængiande			flængder
active voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	flængir	flængi, flænge	—	flængdi, flængde	flængdi, flængde
þū	flængir	flængi, flænge	flæng	flængdi, flængde	flængdi, flængde
han	flængir	flængi, flænge	—	flængdi, flængde	flængdi, flængde
vīr	flængium, flængiom	flængium, flængiom	flængium, flængiom	flængdum, flængdom	flængdum, flængdom
īr	flængin	flængin	flængin	flængdin	flængdin
þēr	flængia	flængin	—	flængdu, flængdo	flængdin
mediopassive voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	flængis	flængis, flænges	—	flængdis, flængdes	flængdis, flængdes
þū	flængis	flængis, flænges	—	flængdis, flængdes	flængdis, flængdes
han	flængis	flængis, flænges	—	flængdis, flængdes	flængdis, flængdes
vīr	flængiums, flængioms	flængiums, flængioms	—	flængdums, flængdoms	flængdums, flængdoms
īr	flængins	flængins	—	flængdins	flængdins
þēr	flængias	flængins	—	flængdus, flængdos	flængdins

Descendants

• Swedish: flänga