værma

See also: värma

Old Swedish

Etymology

From Old Norse verma, from Proto-Germanic *warmijaną.

Verb

værma

1. to heat

Conjugation

Conjugation of værma (weak)

	present			past
infinitive	værma			—
participle	værmandi, værmande			værmder
active voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	værmir	værmi, værme	—	værmdi, værmde	værmdi, værmde
þū	værmir	værmi, værme	værm	værmdi, værmde	værmdi, værmde
han	værmir	værmi, værme	—	værmdi, værmde	værmdi, værmde
vīr	værmum, værmom	værmum, værmom	værmum, værmom	værmdum, værmdom	værmdum, værmdom
īr	værmin	værmin	værmin	værmdin	værmdin
þēr	værma	værmin	—	værmdu, værmdo	værmdin
mediopassive voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	værmis	værmis, værmes	—	værmdis, værmdes	værmdis, værmdes
þū	værmis	værmis, værmes	—	værmdis, værmdes	værmdis, værmdes
han	værmis	værmis, værmes	—	værmdis, værmdes	værmdis, værmdes
vīr	værmums, værmoms	værmums, værmoms	—	værmdums, værmdoms	værmdums, værmdoms
īr	værmins	værmins	—	værmdins	værmdins
þēr	værmas	værmins	—	værmdus, værmdos	værmdins

Descendants

• Swedish: värma