længia

Old Swedish

Etymology

From Old Norse lengja, from Proto-Germanic *langijaną.

Verb

længia

1. to lengthen, to make longer
2. to delay

Conjugation

Conjugation of længia (weak)

	present			past
infinitive	længia			—
participle	længiandi, længiande			længder
active voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	længir	længi, længe	—	længdi, længde	længdi, længde
þū	længir	længi, længe	læng	længdi, længde	længdi, længde
han	længir	længi, længe	—	længdi, længde	længdi, længde
vīr	længium, længiom	længium, længiom	længium, længiom	længdum, længdom	længdum, længdom
īr	længin	længin	længin	længdin	længdin
þēr	længia	længin	—	længdu, længdo	længdin
mediopassive voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	længis	længis, længes	—	længdis, længdes	længdis, længdes
þū	længis	længis, længes	—	længdis, længdes	længdis, længdes
han	længis	længis, længes	—	længdis, længdes	længdis, længdes
vīr	længiums, længioms	længiums, længioms	—	længdums, længdoms	længdums, længdoms
īr	længins	længins	—	længdins	længdins
þēr	længias	længins	—	længdus, længdos	længdins

Descendants

• Swedish: länga, förlänga (partly)