fælla

See also: fälla and Faella

Old Swedish

Etymology

From Old Norse fella, from Proto-Germanic *fallijaną.

Verb

fælla

1. to fell, cause to fall
2. to neglect
3. to prevent

Conjugation

Conjugation of fælla (weak)

	present			past
infinitive	fælla			—
participle	fællandi, fællande			fælder
active voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	fællir	fælli, fælle	—	fældi, fælde	fældi, fælde
þū	fællir	fælli, fælle	fæll	fældi, fælde	fældi, fælde
han	fællir	fælli, fælle	—	fældi, fælde	fældi, fælde
vīr	fællum, fællom	fællum, fællom	fællum, fællom	fældum, fældom	fældum, fældom
īr	fællin	fællin	fællin	fældin	fældin
þēr	fælla	fællin	—	fældu, fældo	fældin
mediopassive voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	fællis	fællis, fælles	—	fældis, fældes	fældis, fældes
þū	fællis	fællis, fælles	—	fældis, fældes	fældis, fældes
han	fællis	fællis, fælles	—	fældis, fældes	fældis, fældes
vīr	fællums, fælloms	fællums, fælloms	—	fældums, fældoms	fældums, fældoms
īr	fællins	fællins	—	fældins	fældins
þēr	fællas	fællins	—	fældus, fældos	fældins

Descendants

• Swedish: fälla