bænda

Old Swedish

Etymology

From Old Norse benda, from Proto-Germanic *bandijaną.

Verb

bænda

1. to bend, to flex

Conjugation

Conjugation of bænda (weak)

	present			past
infinitive	bænda			—
participle	bændandi, bændande			bænder
active voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	bændir	bændi, bænde	—	bændi, bænde	bændi, bænde
þū	bændir	bændi, bænde	bænd	bændi, bænde	bændi, bænde
han	bændir	bændi, bænde	—	bændi, bænde	bændi, bænde
vīr	bændum, bændom	bændum, bændom	bændum, bændom	bændum, bændom	bændum, bændom
īr	bændin	bændin	bændin	bændin	bændin
þēr	bænda	bændin	—	bændu, bændo	bændin
mediopassive voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	bændis	bændis, bændes	—	bændis, bændes	bændis, bændes
þū	bændis	bændis, bændes	—	bændis, bændes	bændis, bændes
han	bændis	bændis, bændes	—	bændis, bændes	bændis, bændes
vīr	bændums, bændoms	bændums, bændoms	—	bændums, bændoms	bændums, bændoms
īr	bændins	bændins	—	bændins	bændins
þēr	bændas	bændins	—	bændus, bændos	bændins

Descendants

• Swedish: bända