afsabelen

Dutch

Etymology

Compound of af +‎ sabelen.

Pronunciation

• IPA^(key): /ˈɑfˌsaː.bə.lə(n)/

• Audio:

  (file)

• Hyphenation: af‧sa‧be‧len

Verb

afsabelen

1. (transitive) to chop off with a sabre

Conjugation

Conjugation of afsabelen (weak, separable)
infinitive	afsabelen
past singular	sabelde af
past participle	afgesabeld
infinitive	afsabelen
gerund	afsabelen n
	main clause		subordinate clause
	present tense	past tense	present tense	past tense
1st person singular	sabel af	sabelde af	afsabel	afsabelde
2nd person sing. (jij)	sabelt af, sabel af2	sabelde af	afsabelt	afsabelde
2nd person sing. (u)	sabelt af	sabelde af	afsabelt	afsabelde
2nd person sing. (gij)	sabelt af	sabelde af	afsabelt	afsabelde
3rd person singular	sabelt af	sabelde af	afsabelt	afsabelde
plural	sabelen af	sabelden af	afsabelen	afsabelden
subjunctive sing.1	sabele af	sabelde af	afsabele	afsabelde
subjunctive plur.1	sabelen af	sabelden af	afsabelen	afsabelden
imperative sing.	sabel af
imperative plur.1	sabelt af
participles	afsabelend	afgesabeld
1) Archaic. 2) In case of inversion.