afkappen

Dutch

Etymology

Compound of af +‎ kappen.

Pronunciation

• IPA^(key): /ˈɑfˌkɑ.pə(n)/

• Audio:

  (file)

• Hyphenation: af‧kap‧pen

Verb

afkappen

1. (transitive) to cut off, to truncate
2. (transitive, figurative) to cut short, to truncate

Conjugation

Conjugation of afkappen (weak, separable)
infinitive	afkappen
past singular	kapte af
past participle	afgekapt
infinitive	afkappen
gerund	afkappen n
	main clause		subordinate clause
	present tense	past tense	present tense	past tense
1st person singular	kap af	kapte af	afkap	afkapte
2nd person sing. (jij)	kapt af, kap af2	kapte af	afkapt	afkapte
2nd person sing. (u)	kapt af	kapte af	afkapt	afkapte
2nd person sing. (gij)	kapt af	kapte af	afkapt	afkapte
3rd person singular	kapt af	kapte af	afkapt	afkapte
plural	kappen af	kapten af	afkappen	afkapten
subjunctive sing.1	kappe af	kapte af	afkappe	afkapte
subjunctive plur.1	kappen af	kapten af	afkappen	afkapten
imperative sing.	kap af
imperative plur.1	kapt af
participles	afkappend	afgekapt
1) Archaic. 2) In case of inversion.

Derived terms

• afkap
• afkapper

Descendants

• Negerhollands: afkappen, kap af