værge

Danish

Pronunciation

• IPA^(key): [ˈʋaɐ̯wə], [ˈʋaɐ̯ʊ]

Etymology 1

From Old Danish wæri, from Old Norse verja, from Proto-Germanic *warjǭ, cognate with Norwegian verje, Swedish värja, värjo. Derived from the verb *warjaną, see below. Another derivation, *warīniz, is found in German Wehr and Danish værn.

Noun

værge c (singular definite værgen, plural indefinite værger)

1. (law) guardian (of a child or incompetent adult)

Declension

Declension of værge

common gender	singular		plural
	indefinite	definite	indefinite	definite
nominative	værge	værgen	værger	værgerne
genitive	værges	værgens	værgers	værgernes

Related terms

• forældremyndighed
• samvær

Noun

værge n (singular definite værget, plural indefinite værger)

1. (dated) protection, care
2. (dated) weapon
   • 1972, Charles Lamb, translated by Johanne Kastor Hansen, Fortællinger fra Shakespeares verden, Lindhardt og Ringhof, →ISBN:

     »Nej,« sagde Ferdinand, »den behandling vil jeg sætte mig imod, indtil jeg ser min fjendes overmagt,« hvorpå han drog sit værge, ...

     (please add an English translation of this quotation)

   • 1919, Morten Korch, Studeprangeren, Lindhardt og Ringhof, →ISBN:

     ... da han paa samme Tid svang sin Pisk, som Hellig Jørgen sit Værge da han undlivede Dragen, ...

     (please add an English translation of this quotation)

   • 1963, – Homer (tr. by Mogens Boisen), Iliaden, Gyldendal, reprinted 2017, Lindhardt og Ringhof (→ISBN)

     Men da de, hver i sin flok, var rustet med våben og værge, / stævned de midt gennem troernes hær og akaiernes falanks.

     (please add an English translation of this quotation)

Declension

Declension of værge

neuter gender	singular		plural
	indefinite	definite	indefinite	definite
nominative	værge	værget	værger	værgerne
genitive	værges	værgets	værgers	værgernes

Etymology 2

From Old Danish wæriæ, from Old Norse verja, from Proto-Germanic *warjaną, cognate with English wear (“to guard”) and German wehren.

Verb

værge (imperative værg, infinitive at værge, present tense værger, past tense værgede, perfect tense har værget)

1. protect

Inflection

Conjugation of værge

active passive present værger værges past værgede værgedes infinitive værge værges imperative værg — participle present værgende past værget (auxiliary verb have) gerund værgen