vænia

Old Swedish

Etymology

From Old Norse venja, from Proto-Germanic *wanjaną.

Verb

vænia

1. to accustom, to make used to

Conjugation

Conjugation of vænia (weak)

	present			past
infinitive	vænia			—
participle	væniandi, væniande			vander
active voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	væn	væni, væne	—	vandi, vande	vandi, vande
þū	væn	væni, væne	væn	vandi, vande	vandi, vande
han	væn	væni, væne	—	vandi, vande	vandi, vande
vīr	vænium, væniom	vænium, væniom	vænium, væniom	vandum, vandom	vandum, vandom
īr	vænin	vænin	vænin	vandin	vandin
þēr	vænia	vænin	—	vandu, vando	vandin
mediopassive voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	væns	vænis	—	vandis, -es	vandis, -es
þū	væns	vænis	—	vandis, -es	vandis, -es
han	væns	vænis	—	vandis, -es	vandis, -es
vīr	væniums, -ioms	væniums, -ioms	—	vandums, -oms	vandums, -oms
īr	vænins	vænins	—	vandins	vandins
þēr	vænias	vænins	—	vandus, -os	vandins

Descendants

• Swedish: vänja