væmia

Old Swedish

Etymology

From Old Norse *vemja, from Proto-Germanic *wammijaną.

Verb

væmia

1. to feel nauseous, to be disgusted

Conjugation

Conjugation of væmia (weak)

	present			past
infinitive	væmia			—
participle	væmiandi, -e			væmiaþer
active voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	væmiar	væmi, -e	—	væmiaþi, -e	væmiaþi, -e
þū	væmiar	væmi, -e	væmia	væmiaþi, -e	væmiaþi, -e
han	væmiar	væmi, -e	—	væmiaþi, -e	væmiaþi, -e
vīr	væmium, -om	væmium, -om	væmium, -om	væmiaþum, -om	væmiaþum, -om
īr	væmin	væmin	væmin	væmiaþin	væmiaþin
þēr	væmia	væmin	—	væmiaþu, -o	væmiaþin
mediopassive voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	væmias	væmis, -es	—	væmiaþis, -es	væmiaþis, -es
þū	væmias	væmis, -es	—	væmiaþis, -es	væmiaþis, -es
han	væmas	væmis, -es	—	væmiaþis, -es	væmiaþis, -es
vīr	væmiums, -oms	væmiums, -oms	—	væmiaþums, -oms	væmiaþums, -oms
īr	væmins	væmins	—	væmiaþins	væmiaþins
þēr	væmias	væmins	—	væmaþus, -os	væmiaþins

Descendants

• Swedish: vämjas