køpa

Old Swedish

Etymology

From Old Norse keypa, kaupa, from Proto-Germanic *kaupijaną.

Verb

kø̄pa

1. to buy, to trade

Conjugation

Conjugation of kø̄pa (weak)

	present				past
infinitive	kø̄pa				—
participle	kø̄pandi, kø̄pande				kø̄pter
active voice	indicative	subjunctive	imperative		indicative	subjunctive
iæk	kø̄pir	kø̄pi, kø̄pe	—		kø̄pti, kø̄pte	kø̄pti, kø̄pte
þū	kø̄pir	kø̄pi, kø̄pe	kø̄p		kø̄pti, kø̄pte	kø̄pti, kø̄pte
han	kø̄pir	kø̄pi, kø̄pe	—		kø̄pti, kø̄pte	kø̄pti, kø̄pte
vīr	kø̄pum, kø̄pom	kø̄pum, kø̄pom	kø̄pum, kø̄pom		kø̄ptum, kø̄ptom	kø̄ptum, kø̄ptom
īr	kø̄pin	kø̄pin	kø̄pin		kø̄ptin	kø̄ptin
þēr	kø̄pa	kø̄pin	—		kø̄ptu, kø̄pto	kø̄ptin
mediopassive voice	indicative	subjunctive	imperative		indicative	subjunctive
iæk	kø̄pis	kø̄pis, kø̄pes	—		kø̄ptis, kø̄ptes	kø̄ptis, kø̄ptes
þū	kø̄pis	kø̄pis, kø̄pes	—		kø̄ptis, kø̄ptes	kø̄ptis, kø̄ptes
han	kø̄pis	kø̄pis, kø̄pes	—		kø̄ptis, kø̄ptes	kø̄ptis, kø̄ptes
vīr	kø̄pums, kø̄poms	kø̄pums, kø̄poms	—		kø̄ptums, kø̄ptoms	kø̄ptums, kø̄ptoms
īr	kø̄pins	kø̄pins	—		kø̄ptins	kø̄ptins
þēr	kø̄pas	kø̄pins	—		kø̄ptus, kø̄ptos	kø̄ptins

Descendants

• Swedish: köpa