kæmba

Old Swedish

Etymology

From Old Norse kemba, from Proto-Germanic *kambijaną.

Verb

kæmba

1. to comb

Conjugation

Conjugation of kæmba (weak)

	present			past
infinitive	kæmba			—
participle	kæmbandi, kæmbande			kæmbder
active voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	kæmbir	kæmbi, kæmbe	—	kæmbdi, kæmbde	kæmbdi, kæmbde
þū	kæmbir	kæmbi, kæmbe	kæmb	kæmbdi, kæmbde	kæmbdi, kæmbde
han	kæmbir	kæmbi, kæmbe	—	kæmbdi, kæmbde	kæmbdi, kæmbde
vīr	kæmbum, kæmbom	kæmbum, kæmbom	kæmbum, kæmbom	kæmbdum, kæmbdom	kæmbdum, kæmbdom
īr	kæmbin	kæmbin	kæmbin	kæmbdin	kæmbdin
þēr	kæmba	kæmbin	—	kæmbdu, kæmbdo	kæmbdin
mediopassive voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	kæmbis	kæmbis, kæmbes	—	kæmbdis, kæmbdes	kæmbdis, kæmbdes
þū	kæmbis	kæmbis, kæmbes	—	kæmbdis, kæmbdes	kæmbdis, kæmbdes
han	kæmbis	kæmbis, kæmbes	—	kæmbdis, kæmbdes	kæmbdis, kæmbdes
vīr	kæmbums, kæmboms	kæmbums, kæmboms	—	kæmbdums, kæmbdoms	kæmbdums, kæmbdoms
īr	kæmbins	kæmbins	—	kæmbdins	kæmbdins
þēr	kæmbas	kæmbins	—	kæmbdus, kæmbdos	kæmbdins

Descendants

• Swedish: kämma