hvætia

Old Swedish

Etymology

From Old Norse hvetja, from Proto-Germanic *hwatjaną.

Verb

hvætia

1. to sharpen, whet

Conjugation

Conjugation of hvætia (weak)

	present			past
infinitive	hvætia			—
participle	hvætiandi, hvætiande			hvatter
active voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	hvæter	hvæti, hvæte	—	hvatti, hvatte	hvatti, hvatte
þū	hvæter	hvæti, hvæte	hvæt	hvatti, hvatte	hvatti, hvatte
han	hvæter	hvæti, hvæte	—	hvatti, hvatte	hvatti, hvatte
vīr	hvætium, hvætiom	hvætium, hvætiom	hvætium, hvætiom	hvattum, hvattom	hvattum, hvattom
īr	hvætin	hvætin	hvætin	hvattin	hvattin
þēr	hvætia	hvætin	—	hvattu, hvatto	hvattin
mediopassive voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	hvæts	hvætis	—	hvattis, -es	hvattis, -es
þū	hvæts	hvætis	—	hvattis, -es	hvattis, -es
han	hvæts	hvætis	—	hvattis, -es	hvattis, -es
vīr	hvætiums, -ioms	hvætiums, -ioms	—	hvattums, -oms	hvattums, -oms
īr	hvætins	hvætins	—	hvattins	hvattins
þēr	hvætias	hvætins	—	hvattus, -os	hvattins

Descendants

• Swedish: vättja