dængia

Old Swedish

Etymology

From Old Norse dengja, from Proto-Germanic *dangijaną.

Verb

dængia

1. to beat, to strike

Conjugation

Conjugation of dængia (weak)

	present			past
infinitive	dængia			—
participle	dængiandi, dængiande			dængder
active voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	dængir	dængi, dænge	—	dængdi, dængde	dængdi, dængde
þū	dængir	dængi, dænge	dæng	dængdi, dængde	dængdi, dængde
han	dængir	dængi, dænge	—	dængdi, dængde	dængdi, dængde
vīr	dængium, dængiom	dængium, dængiom	dængium, dængiom	dængdum, dængdom	dængdum, dængdom
īr	dængin	dængin	dængin	dængdin	dængdin
þēr	dængia	dængin	—	dængdu, dængdo	dængdin
mediopassive voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	dængis	dængis, dænges	—	dængdis, dængdes	dængdis, dængdes
þū	dængis	dængis, dænges	—	dængdis, dængdes	dængdis, dængdes
han	dængis	dængis, dænges	—	dængdis, dængdes	dængdis, dængdes
vīr	dængiums, dængioms	dængiums, dængioms	—	dængdums, dængdoms	dængdums, dængdoms
īr	dængins	dængins	—	dængdins	dængdins
þēr	dængias	dængins	—	dængdus, dængdos	dængdins

Descendants

• Swedish: dänga