afvegen

Dutch

Etymology

From Middle Dutch afvēgen. Equivalent to af +‎ vegen.

Pronunciation

• IPA^(key): /ˈɑˌfeː.ɣə(n)/

• Audio:

  (file)

• Hyphenation: af‧ve‧gen

Verb

afvegen

1. (transitive) to wipe off, to brush off
2. (obsolete, transitive) to slice, to cut (someone's throat)

Conjugation

Conjugation of afvegen (weak, separable)
infinitive	afvegen
past singular	veegde af
past participle	afgeveegd
infinitive	afvegen
gerund	afvegen n
	main clause		subordinate clause
	present tense	past tense	present tense	past tense
1st person singular	veeg af	veegde af	afveeg	afveegde
2nd person sing. (jij)	veegt af, veeg af2	veegde af	afveegt	afveegde
2nd person sing. (u)	veegt af	veegde af	afveegt	afveegde
2nd person sing. (gij)	veegt af	veegde af	afveegt	afveegde
3rd person singular	veegt af	veegde af	afveegt	afveegde
plural	vegen af	veegden af	afvegen	afveegden
subjunctive sing.1	vege af	veegde af	afvege	afveegde
subjunctive plur.1	vegen af	veegden af	afvegen	afveegden
imperative sing.	veeg af
imperative plur.1	veegt af
participles	afvegend	afgeveegd
1) Archaic. 2) In case of inversion.