afschrikken

Dutch

Etymology

From af +‎ schrikken.

Pronunciation

• IPA^(key): /ˈɑfsxrɪkə(n)/

• Audio:

  (file)

• Hyphenation: af‧schrik‧ken

Verb

afschrikken

1. (transitive) to scare off
2. (transitive) to deter by fear

Conjugation

Conjugation of afschrikken (weak, separable)
infinitive	afschrikken
past singular	schrikte af
past participle	afgeschrikt
infinitive	afschrikken
gerund	afschrikken n
	main clause		subordinate clause
	present tense	past tense	present tense	past tense
1st person singular	schrik af	schrikte af	afschrik	afschrikte
2nd person sing. (jij)	schrikt af, schrik af2	schrikte af	afschrikt	afschrikte
2nd person sing. (u)	schrikt af	schrikte af	afschrikt	afschrikte
2nd person sing. (gij)	schrikt af	schrikte af	afschrikt	afschrikte
3rd person singular	schrikt af	schrikte af	afschrikt	afschrikte
plural	schrikken af	schrikten af	afschrikken	afschrikten
subjunctive sing.1	schrikke af	schrikte af	afschrikke	afschrikte
subjunctive plur.1	schrikken af	schrikten af	afschrikken	afschrikten
imperative sing.	schrik af
imperative plur.1	schrikt af
participles	afschrikkend	afgeschrikt
1) Archaic. 2) In case of inversion.

Derived terms

• afschrikking