afgieten

Dutch

Etymology

From Middle Dutch afgieten. Equivalent to af +‎ gieten.

Pronunciation

• IPA^(key): /ˈɑfˌxi.tə(n)/

• Audio:

  (file)

• Hyphenation: af‧gie‧ten

Verb

afgieten

1. (transitive) to strain, to pour off, to pour out
2. (transitive) to cast, to form by pouring

Conjugation

Conjugation of afgieten (strong class 2a, separable)
infinitive	afgieten
past singular	goot af
past participle	afgegoten
infinitive	afgieten
gerund	afgieten n
	main clause		subordinate clause
	present tense	past tense	present tense	past tense
1st person singular	giet af	goot af	afgiet	afgoot
2nd person sing. (jij)	giet af	goot af	afgiet	afgoot
2nd person sing. (u)	giet af	goot af	afgiet	afgoot
2nd person sing. (gij)	giet af	goot af	afgiet	afgoot
3rd person singular	giet af	goot af	afgiet	afgoot
plural	gieten af	goten af	afgieten	afgoten
subjunctive sing.1	giete af	gote af	afgiete	afgote
subjunctive plur.1	gieten af	goten af	afgieten	afgoten
imperative sing.	giet af
imperative plur.1	giet af
participles	afgietend	afgegoten
1) Archaic.

Derived terms

• afgieter
• afgieting
• afgietpan
• afgietsel