afborgen

Dutch

Etymology

Compound of af +‎ borgen.

Pronunciation

• IPA^(key): /ˈɑfˌbɔr.ɣə(n)/

• Audio:

  (file)

• Hyphenation: af‧bor‧gen

Verb

afborgen

1. (transitive, lender can be indicated as an indirect object, obsolete) to borrow

Conjugation

Conjugation of afborgen (weak, separable)
infinitive	afborgen
past singular	borgde af
past participle	afgeborgd
infinitive	afborgen
gerund	afborgen n
	main clause		subordinate clause
	present tense	past tense	present tense	past tense
1st person singular	borg af	borgde af	afborg	afborgde
2nd person sing. (jij)	borgt af, borg af2	borgde af	afborgt	afborgde
2nd person sing. (u)	borgt af	borgde af	afborgt	afborgde
2nd person sing. (gij)	borgt af	borgde af	afborgt	afborgde
3rd person singular	borgt af	borgde af	afborgt	afborgde
plural	borgen af	borgden af	afborgen	afborgden
subjunctive sing.1	borge af	borgde af	afborge	afborgde
subjunctive plur.1	borgen af	borgden af	afborgen	afborgden
imperative sing.	borg af
imperative plur.1	borgt af
participles	afborgend	afgeborgd
1) Archaic. 2) In case of inversion.