ælta

See also: älta

Old Swedish

Etymology

From Old Norse elta, from Proto-Germanic *alatjaną.

Verb

ælta

1. to drive, to set in motion
2. to hunt, to pursue
3. to move, to be in motion
4. to stir
5. to knead, to squeeze

Conjugation

Conjugation of ælta (weak)

	present			past
infinitive	ælta			—
participle	æltandi, æltande			ælter
active voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	æltir	ælti, ælte	—	ælti, ælte	ælti, ælte
þū	æltir	ælti, ælte	ælt	ælti, ælte	ælti, ælte
han	æltir	ælti, ælte	—	ælti, ælte	ælti, ælte
vīr	æltum, æltom	æltum, æltom	æltum, æltom	æltum, æltom	æltum, æltom
īr	æltin	æltin	æltin	æltin	æltin
þēr	ælta	æltin	—	æltu, ælto	æltin
mediopassive voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	æltis	æltis, æltes	—	æltis, æltes	æltis, æltes
þū	æltis	æltis, æltes	—	æltis, æltes	æltis, æltes
han	æltis	æltis, æltes	—	æltis, æltes	æltis, æltes
vīr	æltums, æltoms	æltums, æltoms	—	æltums, æltoms	æltums, æltoms
īr	æltins	æltins	—	æltins	æltins
þēr	æltas	æltins	—	æltus, æltos	æltins

Descendants

• Swedish: älta