kænn

See also: känn

Icelandic

Etymology

From Old Norse kœnn, from Proto-Germanic *kōniz. More at keen.

Pronunciation

• IPA^(key): /cʰaitn/

  Rhymes: -aitn

Adjective

kænn (comparative kænni, superlative kænastur)

1. clever, cunning, smart

Declension

positive forms of kænn

strong declension (indefinite)	singular	masculine	feminine	neuter
	nominative	kænn	kæn	kænt
	accusative	kænan	kæna
	dative	kænum	kænni	kænu
	genitive	kæns	kænnar	kæns
	plural	masculine	feminine	neuter
	nominative	kænir	kænar	kæn
	accusative	kæna
	dative	kænum
	genitive	kænna
weak declension (definite)	singular	masculine	feminine	neuter
	nominative	kæni	kæna	kæna
	acc/dat/gen	kæna	kænu
	plural (all-case)	kænu

comparative forms of kænn

weak declension (definite)		masculine	feminine	neuter
	singular (all-case)	kænni	kænni	kænna
	plural (all-case)	kænni

superlative forms of kænn

strong declension (indefinite)	singular	masculine	feminine	neuter
	nominative	kænastur	kænust	kænast
	accusative	kænastan	kænasta
	dative	kænustum	kænastri	kænustu
	genitive	kænasts	kænastrar	kænasts
	plural	masculine	feminine	neuter
	nominative	kænastir	kænastar	kænust
	accusative	kænasta
	dative	kænustum
	genitive	kænastra
weak declension (definite)	singular	masculine	feminine	neuter
	nominative	kænasti	kænasta	kænasta
	acc/dat/gen	kænasta	kænustu
	plural (all-case)	kænustu