føje

Danish

Pronunciation

• IPA^(key): /fɔjə/, [ˈfʌɪ]

Etymology 1

From Middle Low German vȫgen, from Proto-Germanic *fōgijaną, cognate with English fay, German fügen.

Verb

føje (past tense føjede, past participle føjet)

1. to join
2. to add
3. to indulge
4. (reflexive) to submit, comply

Conjugation

Conjugation of føje

active passive present føjer føjes past føjede føjedes infinitive føje føjes imperative føj — participle present føjende past føjet (auxiliary verb have) gerund føjen

Derived terms

• føjning
• indføje or føje ind
• sammenføje or føje sammen
• tilføje or føje til

References

• “føje,2” in Den Danske Ordbog

Etymology 2

From Middle Low German vȫge (“adjustment”), derived from the verb. Compare German Fug.

Noun

føje c (uninflected)

1. (formal) good reason

References

• “føje,1” in Den Danske Ordbog

Etymology 3

From Middle Low German vȫge (“suitable, moderate”), derived from the verb.

Adjective

føje (uninflected)

1. little, few

Usage notes

• In modern Danish only in the expressions om føje tid, om føje år.

References

• “føje,3” in Den Danske Ordbog