brække

See also: brekke

Danish

Etymology

From Middle Low German breken, from Old Saxon brekan, cognate with English break, German brechen.

Pronunciation

• IPA^(key): /brɛkə/, [ˈb̥ʁaɡ̊ə]

Verb

brække (imperative bræk, infinitive at brække, present tense brækker, past tense brækkede, perfect tense har brækket)

1. (transitive, intransitive) to break (to end up in two or more pieces that cannot easily be reassembled, or to cause to end up in two or more pieces)

   Synonyms: bryde, knække

2. (transitive, intransitive) to break, crack, fracture (of a bone, to crack, or to cause to crack)

   Synonyms: bryde, knække

3. (reflexive) to throw up, vomit (to regurgitate the contents of a stomach). See Thesaurus:vomit, Thesaurus:regurgitate

   Synonym: kaste op

Conjugation

Conjugation of brække

active passive present brækker brækkes past brækkede brækkedes infinitive brække brækkes imperative bræk — participle present brækkende past brækket (auxiliary verb have) gerund brækken

Derived terms

• bræk (“vomit, break-in”)
• brækning (“vomiting”)
• halsbrækkende (“breakneck”)
• radbrække (“break on the wheel”)

References

• “brække” in Den Danske Ordbog