afketsen

Dutch

Etymology

Compound of af +‎ ketsen.

Pronunciation

• IPA^(key): /ˈɑfˌkɛtsə(n)/

• Audio:

  (file)

• Hyphenation: af‧ket‧sen

Verb

afketsen

1. (ergative) to rebound, to deflect, to ricochet

   Synonyms: afkaatsen, ricocheren

Conjugation

Conjugation of afketsen (weak, separable)
infinitive	afketsen
past singular	ketste af
past participle	afgeketst
infinitive	afketsen
gerund	afketsen n
	main clause		subordinate clause
	present tense	past tense	present tense	past tense
1st person singular	kets af	ketste af	afkets	afketste
2nd person sing. (jij)	ketst af, kets af2	ketste af	afketst	afketste
2nd person sing. (u)	ketst af	ketste af	afketst	afketste
2nd person sing. (gij)	ketst af	ketste af	afketst	afketste
3rd person singular	ketst af	ketste af	afketst	afketste
plural	ketsen af	ketsten af	afketsen	afketsten
subjunctive sing.1	ketse af	ketste af	afketse	afketste
subjunctive plur.1	ketsen af	ketsten af	afketsen	afketsten
imperative sing.	kets af
imperative plur.1	ketst af
participles	afketsend	afgeketst
1) Archaic. 2) In case of inversion.

Related terms

• afkaatsen