afbranden

Dutch

Etymology

From Middle Dutch afbranden, uncommon variant of afbernen. Equivalent to af +‎ branden.

Pronunciation

• IPA^(key): /ˈɑfˌbrɑndə(n)/

• Audio:

  (file)

• Hyphenation: af‧bran‧den

Verb

afbranden

1. (ergative) to burn down

Conjugation

Conjugation of afbranden (weak, separable)
infinitive	afbranden
past singular	brandde af
past participle	afgebrand
infinitive	afbranden
gerund	afbranden n
	main clause		subordinate clause
	present tense	past tense	present tense	past tense
1st person singular	brand af	brandde af	afbrand	afbrandde
2nd person sing. (jij)	brandt af, brand af2	brandde af	afbrandt	afbrandde
2nd person sing. (u)	brandt af	brandde af	afbrandt	afbrandde
2nd person sing. (gij)	brandt af	brandde af	afbrandt	afbrandde
3rd person singular	brandt af	brandde af	afbrandt	afbrandde
plural	branden af	brandden af	afbranden	afbrandden
subjunctive sing.1	brande af	brandde af	afbrande	afbrandde
subjunctive plur.1	branden af	brandden af	afbranden	afbrandden
imperative sing.	brand af
imperative plur.1	brandt af
participles	afbrandend	afgebrand
1) Archaic. 2) In case of inversion.

Derived terms

• afbranding