sværmber

Old Swedish

Etymology

From Old Norse svarmr, from Proto-Germanic *swarmaz.

Noun

sværmber m

1. swarm

Declension

Declension of sværmer (strong a-stem)

masculine	singular		plural
	indefinite	definite	indefinite	definite
nominative	sværmer	sværmrin	sværmar	sværmanir, sværmaner
accusative	sværm	sværmin	sværma	sværmana
dative	sværmi, sværme	sværminum, sværmenom	sværmum, sværmom	sværmumin, sværmomen
genitive	sværms	sværmsins	sværma	sværmanna

Descendants

• Swedish: svärm