spøge

Danish

Etymology

From Middle Low German spȫken, from Old Saxon *spōk, from Proto-Germanic *spōk (“wizardry, witchcraft”).

cognate with Dutch spoken (“to haunt”), English spook (from Dutch), German spuken (from Low German). Derived from the noun spōk (Danish spøg).

Pronunciation

• IPA^(key): /ˈspøːɣə/, [ˈsb̥øːɪ], [ˈsb̥øːø]

Verb

spøge (past tense spøgte or spøgede, past participle spøgt or spøget)

1. to joke, jest
2. to haunt, ghost

Conjugation

Inflection of spøge

	present	past
simple	spøger	spøgte or spøgede
perfect	har spøgt or spøget	havde spøgt or spøget
passive	spøges	spøgtes or spøgedes
participle	spøgende	spøgt or spøget
imperative	spøg	—
infinitive	spøge	—
auxiliary verb	have	—
gerund	spøgen	—

Synonyms

• joke
• skæmte

Derived terms

• spøgelse