ræscettan

Old English

Alternative forms

• ræsċetan

Etymology

From Proto-West Germanic *raskuttjan, from Proto-Germanic *raskutjaną, equivalent to *ræsċ +‎ -ettan.

Pronunciation

• IPA^(key): /ˈræʃˌet.tɑn/

Verb

ræsċettan

1. to crackle as a fire
2. to sparkle

Conjugation

Conjugation of ræsċettan (weak class 1)

infinitive	ræsċettan	ræsċettenne
indicative mood	present tense	past tense
first person singular	ræsċette	ræsċette
second person singular	ræsċetst	ræsċettest
third person singular	ræsċett, ræsċet	ræsċette
plural	ræsċettaþ	ræsċetton
subjunctive	present tense	past tense
singular	ræsċette	ræsċette
plural	ræsċetten	ræsċetten
imperative
singular	ræsċete
plural	ræsċettaþ
participle	present	past
	ræsċettende	(ġe)ræsċeted, (ġe)ræsċett, (ġe)ræsċet

Derived terms

• ræsċettung f (“sparkling”)

Descendants

• Middle English: resheten, reschten

References

• Joseph Bosworth and T. Northcote Toller (1898) “RÆSCETTAN”, in An Anglo-Saxon Dictionary‎^[1], 2nd edition, Oxford: Oxford University Press.