afklæde

Danish

Etymology

From af (“off”) +‎ klæde (“to dress”).

Pronunciation

• IPA^(key): [ˈɑwˌkʰl̥ɛˀðə], [ˈɑwˌkʰl̥ɛðˀə]

Verb

afklæde (imperative afklæd, infinitive at afklæde, present tense afklæder, past tense afklædte, perfect tense har afklædt)

1. (transitive) undress
   • 1942, Gunnar Gunnarsson, Brandur paa Bjarg. Roman fra Island. (2. Opl.) - København: Gyldendal 1942. 255 S. 8°:

     Men da de slæbte ham hjem til Husene, var Vandet løbet af ham, hvorpaa de havde afklædt ham og gnedet ham tør og faaet Liv i ham.

     But as they dragged him home to the houses, the water had trickled off him, whereupon they had undressed him, rubbed him dry and restored his consciousness.

2. (reflexive, intransitive) undress
   • 2015, Margaret Weis, Tracy Hickman, DragonLance Krøniker #3: Dragons of Spring Dawning, Tellerup A/S, →ISBN:

     Hun havde afklædt sig sølvrustningen og iført sig en draconianer-rustning fra en død kriger.

     She had taken off the silver suit of armour and taken on a Draconian suit of armour from a dead warrior.

Conjugation

Inflection of afklæde

	present	past
simple	afklæder	afklædte
perfect	har afklædt	havde afklædt
passive	afklædes	afklædtes
participle	afklædende	afklædt
imperative	afklæd	—
infinitive	afklæde	—
auxiliary verb	have	—
gerund	afklæden	—