ægte

Danish

Etymology

From Middle Low German echt, whence also German echt (“lawful”). Originally a compound of 1. Middle Low German ē (“law, marriage”) (German Ehe (“marriage”)), from Proto-Germanic *aiwǭ, *aiwaz (“law”), and 2. German -haft, from Proto-Germanic *haftaz (“captured, afflicted”).

The verb is derived from the adjective.

Pronunciation

• IPA^(key): [ˈɛɡ̊d̥ə]

Adjective

ægte

1. true, right

Inflection

Inflection of ægte

	positive	comparative	superlative
indefinite common singular	ægte	—	—2
indefinite neuter singular	ægte	—	—2
plural	ægte	—	—2
definite attributive1	ægte	—	—

¹ When an adjective is applied predicatively to something definite,
the corresponding "indefinite" form is used.
² The "indefinite" superlatives may not be used attributively.

Antonyms

• falsk

Verb

ægte (imperative ægt, infinitive at ægte, present tense ægter, past tense ægtede, perfect tense har ægtet)

1. to marry

Conjugation

Conjugation of ægte

active passive present ægter ægtes past ægtede ægtedes infinitive ægte ægtes imperative ægt — participle present ægtende past ægtet (auxiliary verb have) gerund ægten